Butterflies er blevet meget populære igen her i begyndelsen af det 21. århundrede. Denne ellers traditionelle og klassiske beklædningsgenstand, der var forbundet med noget konservativt og gammeldags, er pludselig blevet hyper moderne igen – også blandt unge mennesker, der ønsker at skabe en unik, personlig stil. Som altid, når et gammelt element vender tilbage i modebilledet, er det interessant at tage en kig tilbage i tiden og se på udviklingen gennem tiden. Således også med butterflyen og vi tager i denne artikel en tur tilbage gennem historien og ser, hvor butterflyen kommer fra.
30 års-krigen og kroatiske soldater
Det vil nok overraske de fleste at vi skal kigge på militæret for at finde butterflyens oprindelse. Der er jo ikke meget armystil over en butterfly i dag. ikke desto mindre regner man de kroatiske soldater under 30 års-krigen (1618-1648) som de første der begyndte at bære et stykke stof om halsen, til at holde kraven på deres skjorte sammen. Dengang var det mere en slags halsklud end den butterfly vi kender i dag, men det er stadig her man regner med at idéen opstod.
Franskmændene, der jo altid har været fremme i skoene modemæssigt, tog denne trend med sig hjem til Frankrig efter krigen, og i 1700-tallet så man at hele den franske overklasse havde taget halskluden til sig, som en fast del af deres påklædning.
Pierre Lorillard og Tuxedo Club
Vi springer nu frem til 1886, hvor amerikaneren Pierre Lorollard opfandt smokingen. Denne rige tobaksproducent fra New York, ejede en meget populær klub kaldet Tuxedo Club, og en dag dukkede han op her i et helt nyt stykke tøj, man ikke havde set før. Tøjsættet blev døbt Tuxedo (som er det amerikanske navn for en smoking), og det indbefattede også den butterfly, som vi kender nu.
Smokingen med sort butterfly blev et hit lige med det samme blandt rige, modebevidste mænd, og overhalede traditionen med “kjole og hvidt”, hvor jakken havde lange flapper bagpå og man brugte en hvid sløjfe.
Dette skift holder ved den dag i dag, og der er mange stilikoner, man ser for sig i netop “black tie”, altså smoking, hvid skjorte og sort butterfly. Frank Sinatra, James Bond, kunne man forestille sig dem med et almindeligt slips?
Skift fra formel beklædning til moderne stil
Gennem årene fra 1880’erne og op til slutningen af 1900-tallet, var en butterfly næsten udelukkende noget mænd brugte ved meget formelle begivenheder. Gallafester, bryllupper og den slags. Man så godt nok også mænd, der ikke tilhørte overklassen, begynde at bruge butterfly, men stadig kun til galla.
Da vi skiftede fra det ene årtusind til det andet, begyndet unge trendsættere imidlertid at få øjnene op for denne traditionelle beklædningsgenstand fra fortiden. Mænd har altid haft langt færre muligheder end kvinder, for at bruge accessories til at krydret deres tøjstil med. Tænk på hvad der findes af den slags til kvinder, mens mænd er begræset til slips, ure, manchetknapper og ikke så meget andet. Derfor er en “ny” tilføjelse til accessory-mulighederne for mænd altid velkommen hos moderigtige mænd, og de fik altså øje på butterflyen.
I dag ser man mere og mere helt unge mennesker gå til fest og i byen med butterfly. Og det er kombineret med en meget casual beklædning. Butterfly kan sættes sammen med jeans, ja selv sneakers, hvis man er ung og hip nok.
Også når det kommer til farver, mønstre og materialer kan alt næsten lade sig gøre i dag. Det er ikke længere kun den sorte butterfly i silke, man ser, men alle tænkelige farver og mønstre. Den strikkede butterfly er et godt eksempel på en nyskabelse, der har vundet ungdommens kærlighed.
Hvordan historien fortsætter herfra, ved vi af gode grunde ikke, men vi tvivler ikke det mindste på at butterflies vil være en del af fremtiden.
Skriv et svar