Hvad enten du skal holde tale til din mors eller fars 50-års fødselsdag, eller til dit eget bryllup, så er der en række gode råd, som er afgørende for, at din tale bliver vellykket. Vi har samlet dem til dig her, så du kan holde en god tale og undgå at rode dig ud på dybt vand og afsløre ting, der ikke skulle have været afsløret.
Forbered dig
Det kan ikke siges nok gange, for forberedelse er nemlig altafgørende for, at du kommer godt igennem talen. Øv talen igennem foran spejlet eller foran en god ven og bed vedkommende om at være hudløst ærlig i sin kritik. Forberedelsen vil gøre dig mere selvsikker og behovet for at kigge ned i dine papirer frem for på gæsterne vil mindskes betydeligt, hvilket bringer os til det næste gode råd.
Vær nærværende
Det er rigtig vigtigt, at du er mentalt til stede og giver dine gæster – og ikke mindst den du taler til – opmærksomhed frem for at kigge ned i dine papirer eller fokuserer på din egen nervøsitet. Det kan mærkes, hvis du fokuserer på dig selv og de eventuelle fejl, du måtte lave undervejs i talen. Derimod vil ingen klandre dig for dine småfejl, hvis du viser overskud over for gæsterne og viser evnen til at grine af dine egne fejl – så vil gæsterne højst sandsynligt grine med dig og ikke af dig.
Vær bevidst om kropssprog og artikulation
Det er vigtigt, at du har et åbent kropssprog, mens du holder talen. Træk vejret dybt ned i maven, ret ryggen og brug gerne diverse fagter og eventuelt rekvisitter til at gøre talen mere levende. Bevæg dig også gerne lidt rundt i lokalet, så du kommer rundt blandt gæsterne. Prøv dog at undgå at vende ryggen til nogen, og tal klart og tydeligt så alle kan høre dig.
Indfør pauser og hold øjenkontant
Når du holder små pauser undervejs i talen, giver det lytterne tid til at fordøje det, du lige har sagt, inden du begynder på noget nyt. Sørg dog for at holde pauserne på få sekunder – ellers kan det hurtigt blive akavet for både dig og gæsterne. Du kan eventuelt bruge den korte pause til at lade blikket glide rundt i hele lokalet og derved vise dine gæster, at du er bevidst om deres tilstedeværelse. Sørg også for at holde øjenkontakt med gæsterne undervejs i talen. Du bør dog undgå at stirre på den samme person for længe af gangen, da det kan føles ret ubehageligt for vedkommende.
Prioriter indholdet
De ovenstående råd handler meget om, hvordan du skal fremføre talen, men det er naturligvis også vigtigt, hvad der står i talen. Sørg for at talen indeholder nogle personlige oplevelser, du har haft med den, du holder talen for, men sørg stadig for at indholdet af talen er relevant for lytterne. Ved at fortælle om personlige oplevelser kan du understrege bestemte kendetegn ved personen, som resten af gæsterne garanteret kan nikke genkendende til.
Det er også en god idé at bringe noget humor ind i talen, så du undgår at blive alt for sentimental og må stoppe halvvejs igennem talen på grund af gråd – få i stedet dine gæster til at grine og grin gerne med dem. Hold dig til de vigtige pointer og undgå at talen varer meget mere end 10 minutter – så undgår du, at gæsterne bliver utålmodige og begynder at forstyrre din tale med småsnak.
Slut af med en skål
Når du har fået sagt alt det, du ville sige, bør du slutte af med et hurra og en skål for den person, du har holdt talen for. Det skaber en god afslutning på talen, og det giver hovedpersonen for festen den opmærksomhed, som denne fortjener.
Har du akut brug for penge til at holde fest for, eller har du brug for flere tips til en god fest, så kan du besøge Samlinos blog.
SKÅÅÅÅL!
Skriv et svar