Hvad er ADHD?

ADHD er forkortelsen for Attention Deficit Hyperactive Disorder. Som lidelsens navn antyder, er lidelsens årsag til hyperaktivitet, hvilket kan give mange udfordringer i dagligdagen. Derudover findes der også den mere ”stille” variation af sygdommen, der hedder ADD, og som forkortelsen antyder, er det altså uden det hyperaktive element.
ADHD er en af de mest omdiskuterede neurobiologiske forstyrrelser inden for det vidde børne- og ungeområde i sundhedssektoren, ligesom det ofte er til debat blandt psykologer. Og det er med god grund – ADHD er en foranderlig størrelse, der konstant viser nye sider af sig selv, hvilket sætter pårørende, samfundet samt dennes uvidenhed på prøve i en hektisk dagligdag, hvor faste normer er etablerede udenfor den ADHD-ramtes horisont.

Hvem rammes ad ADHD?

Trods der i Danmark ikke føres nogen officiel statistik over ADHD-ramte i landet, lyder estimatet på at den arvelige lidelse rammer omtrent 3% af alle børn. Det betyder, at der i gennemsnit cirka er et barn med ADHD i hver folkeskoleklasse. Diagnosen stilles typisk i de tidlige år, men uvisheden kan sommetider strække sig helt hen i de sene teenageår.

Alle mennesker er forskellige og det gælder også ADHD-ramte. Diagnosen kan have mange ansigter og være nærværende i forskellige grader og på forskellige tidspunkter. Dog er det en fællesnævner at diagnosen kan være en stor udfordring i dagligdagen, både for den ramte men ligeledes for vedkommendes nære, i hjemmet såvel som i skolen, på arbejdspladsen eller til fritidsaktiviteter.
Samtlige af fornævnte kræver et vist niveau af struktur og tilstedeværelse, hvoraf begge dele kan være en stor udfordring for en ADHD-ramt. Her kan ting, som af ikke-ADHD-ramte anses for værende ganske normale og ligefrem som sund fornuft, syne uoverskuelige og udfordrende.
ADHD er en lidelse, som der stadigvæk forskes i og som konstant byder på nye forgreninger, der ligeledes kræver særskilt opmærksomhed og behandlingstilbud. ADHD er en meget omvekslende lidelse.

Hvordan komme ADHD til syne?

”Hvorfor opdrager du ikke bare dit barn? ”
Som ved de fleste andre lidelser, er det som oftest uvidenhed fra fremmede, der skaber problemer og røre. De fleste ADHD-patienter eller pårørende kan nikke genkendende til de nedladende blikke og pegende fingre fra andre børn, forældre eller frænde, når en ADHD-ramt bryder ud i vildt raseri, ikke respekterer køkulturen eller på anden vis opfører sig, efter samfundets normer, abnormt. Det kan for udestående være svært at forstå, hvad ADHD gør ved et menneske der lider af den neurobiologiske lidelse.

ADHD kan, som tidligere beskrevet, have mange ansigter. I de tidligere år vil lidelsen typisk vise sig i form af indre uro, hvor barnet har svært ved at slappe af og foretage sig stillesiddende aktiviteter såsom at se fjernsyn, lægge puslespil eller lege med klodser. Der skal i stedet være fart over feltet og helst hele tiden. Impulsiviteten og de pludselige humørsvingninger, ofte pirret af meget små ting forårsaget af omgivelserne, kan sætte alt over styr og skabe meget stærke udbrud. Som årene går og den ADHD-ramte bliver ældre, vil den fysiske uro i stedet blive til en indre og mere psykisk uro, som eksempelvist kommer til syne ved manglende koncentrationsevne på skolebænken, fattig planlægningsevne og mangel på struktur. Dette kan gøre det svært for den ADHD-ramte at fastholde en studie eller et arbejde, da der hele tiden skal ske noget nyt – Og helst lige nu. ADHD handler altså ikke nødvendigvist om fraværende forældre, uopdragne børn eller hormonforstyrrede teenagere.
Der er heldigvis yderst effektive behandlingsmetoder til ADHD-ramte samt støtte til pårørende.

Behandling af ADHD

Skal en ADHD-ramt opnå bedring, er det først og fremmest vigtigt med forståelse udefra. Det vil sige at den berørtes familie og andre nære, såvel som skole og arbejdsplads, bør informeres om situationen samt status herpå. Når forståelsen er på sin plads, kan rådgivningsprocessen begynde. Her kigges der på den ADHD-ramtes situation og behov, hvilket letter vejen mod en succesfuld behandlingsproces.

Hvorledes en ADHD-patient behandles, varierer fra person til person. Der er altid tale om en subjektiv vurderingsproces. Typisk varer et behandlingsforløb over længere tid og vil som oftest bestå af kognitiv samtaleterapi og kompenserende strategier, som skal afløse ADHD-symptomer i ”den virkelige verden”. Med andre ord kan man sige, at der foræres en værktøjskasse med midler, tankemønstre og handlingsmønstre, der skal afløse de handlinger, den ADHD-ramte ellers ville udføre i pågældende situationer. Det handler altså om at erstatte det dårlige med noget godt, stille og roligt i et tempo hvor den ADHD-ramte kan følge med og langsomt etablere en ny hverdag med nye vaner. Dette sker typisk med velafgrænsede delmål.
Målet med behandling af ADHD er typisk, at den ADHD-ramte lærer at begå sig bedre i sociale sammenhænge, forbedre hukommelsen og blive bedre til at skemalægge hverdagen på en overskuelig måde, hvor struktur er fast inventar.

ADHD kan ikke alene behandles med piller, men symptomerne kan derimod blot holdes i kort snor ganske provisorisk. Det er altså ikke svaret på effektiv behandling og ej heller en livslang løsning.